Værdier
på Ida Holsts Skole
På Ida Holsts Skole tilbyder vi skolegang fra børnehaveklassen til 9. klassetrin, fordelt på et spor fra 0.-6. klasse og to spor fra 7.-9. klasse.
Vi er en byskole, som er centralt placeret i hjertet af Svendborg, og nyder derfor godt af de mange, spændende tilbud og muligheder, der er i vores nærmiljø.
Sammenlagt er vi ca. 300 elever og 40 ansatte, hvilket giver stor overskuelighed og samhørighed i hverdagen, da stort set alle på skolen kender hinanden godt – både i sociale og faglige sammenhænge. Vi oplever derfor en meget behagelig omgangstone, stemning, samt stor ejerskabsfølelse både blandt forældre, elever og ansatte.
Stærkt læringsmiljø
På skolen gør vi hver dag vores bedste, så vores elever udfordres og møder opgaver, der styrker deres færdigheder, så hver enkelt elev kan ud- nytte sit fulde potentiale.
Vi er bevidste om, at undervisningsmaterialer af høj kvalitet giver den bedste læring. Derfor er der afsat mange ressourcer til, at vores elever får de bedste materialer og muligheder.
Tryg skole
Med ca. 300 glade elever har vi en størrelse, hvor alle på skolen kan lære hinanden at kende. Det giver et trygt miljø, hvor eleverne kan udvikle deres sociale kompetencer i et stærkt fællesskab.
It i undervisningen
Teknologi spiller en stor rolle i dagligdagen i form af interaktive undervisningsformer. I 4. klasse får alle elever en personlig pc, som bruges i undervisningen, ligesom der er adgang til bærbare pc’er, iPads og interaktive tavler og skærme på alle klassetrin.
Plads til udvikling og udfoldelse
For at give eleverne de bedste betingelser for at udvikle sig, begynder engelskundervisningen allerede i børnehaveklassen, mens tysk starter i 4. klasse. Vi har særligt fokus på at udvikle de kreative talenter i ekstra musik og billedkunst, og de elever, der skal have ekstra hjælp eller udviser talent, får mulighed for individuel undervisning med fokus på den enkeltes behov.
Ida Holsts skole og børnehave er dybt forankret i værdierne; dannelse gennem faglighed, trivsel og tradition.
Vi stræber i hele vores virke efter at holde skole, i et tæt og gensidigt forventningsafstemt samarbejde med forældre, hvor børn udvikles, lærer og dannes gennem mødet med undervisning af høj faglighed, tydelige, tillidsskabende og autentiske voksne med et stort og uafvigeligt fokus på trivsel, en børnehave og skole der er rig på gamle, nye og værdibærende traditioner, trygge, kendte og æstetiske rammer samt en allestedsnærværende ordentlig, gensidig og respektfuld tone og omgang børn, forældre og skolens voksne imellem.
Vi tror på, at børn vokser, udvikles, lærer og dannes, når børn er trygge, når børn bliver set og lyttet til, når børn lykkes, når børn bliver mødt med forventninger, når børn bliver givet ansvar for sig selv og andre, når børn får plads til og opfordres til at være nysgerrige, og når børn oplever at være en betydelig og værdifuld del af et fællesskab.